ALLEREDE DA MAGNUS MØLLER var 15 år gammel, begyndte tilbuddene om at spille amerikansk fodbold på de bedste colleges i USA at tikke ind. Selv spillede han kun football på hobbyplan i sin hjemby Vejle.

Alligevel så amerikanske såvel som danske talentspejdere et enormt potentiale i teenageren, der spiller offensiv linjemand (det er dem, der beskytter quaterbacken). Og Magnus Møller selv var udmærket klar over, at det ikke skyldtes hans teknik eller talent for sporten. Han var bare enormt stor. Og rigtig stærk. Hvilket han stadigvæk er. 

Den i dag mere end to meter høje og 140 kilogram tunge sportsmand endte i sidste ende med at takke ja tak til University of Illinois og deres collegehold, og sidste sommer flyttede han så til midtøstdelstaten for at forfølge drømmen om at spille i verdens bedste amerikanske fodboldliga, NFL. 

Det ville være en stramning at sige, at vi har en stolt tradition for amerikansk fodbold i Danmark. Jo, vi ved da, at nogle spiser store burgere, når der er Super Bowl (finalen i NFL), andre husker måske den danske kicker Morten Andersen, men det er også nær det.

Af samme årsag er der ikke mange, der har taget springet fra Danmark til et amerikansk college, der er den direkte vej ind i NFL. Derfor var det også et kulturchok, da det rolige, danske gemyt skulle møde sine testosteronfyldte nye holdkammerater, der havde haft netop dette scholarship for øje, siden de kunne gå. Det krævede sin del tilpasning at kunne indgå i de nye sociale sammenspil, fortæller han.

”Noget af det, der overraskede mig mest, da jeg flyttede herover sidste sommer, var, at collegekulturen på mange måder er, som den er i amerikanske film. Og det kan være svært at navigere i. Selvom de fleste er søde, så er de ikke så glade for at komme ind på livet af hinanden, som vi er i Danmark. I starten tror man ikke, at de er interesserede i hinanden overhovedet, men jeg har lært med tiden, at det bare er en helt, helt anden kultur.”

Bliver I footballspillere også hyldet og sat på en piedestal, som popkulturen kan give indtryk af?

”Den del er overhovedet ikke, som man kunne forestille sig. For vi arbejder så mange timer i døgnet hver evigt eneste dag, og vi er ofte væk fra skolen. Alt i alt er det bare en fuldkommen anden verden at være amerikansk fodboldspiller på et college i USA end den, man ser i film. Det er slet ikke så glamourøst i hverdagen, som Hollywood kan give indtryk af.”

Magnus Møller, som gentagende gange er blevet kaldt Danmarks største talent inden for amerikansk fodbold (”måske det største danske talent nogensinde,” som NFL-eksperten Claus Elming udtalte til en artikel på tv2.dk), har vænnet sig til den krævende hverdag, som student athletes har på et af de bedste collegehold i USA. Men som med alle begyndelser, var opstarten på University of Illinois svær. Og hvis han ikke havde haft en kolossal opbakning fra sin omgangskreds, havde han kastet håndklædet i ringen i opholdets spæde begyndelse.

”I starten var jeg flere gange ved at opgive det hele. Der er ikke ret mange, der vil indrømme de tanker – i hvert fald ikke herovre. For det var helt vildt hårdt og svært at vænne sig til, og der er det fristende at give op. Men jeg havde heldigvis nogle rigtig gode mennesker omkring mig i Danmark og herovre, og de hjalp mig meget med mine problemer, når jeg tvivlede på, om jeg var god nok, og om det var det hele værd. For måske var det en kæmpe fejltagelse at tage herover, tænkte jeg. Men jeg lavede en aftale med min familie om, at jeg gav det mindst ét år, før jeg tog nogle beslutninger om, hvad der skulle ske.”

Når Magnus Møller er langt væk fra sin familie, bruger han blandt andre den eneste nuværende dansker i NFL, Hjalte Froholdt, som sparringspartner og rollemodel. Det er ham, han ringer til, når det er surt at være langt væk fra familie, venner og hverdagen i Danmark. Og når det er godt, kan de to danskere dele succeserne. For den danske NFL-spiller har været gennem samme mølle, som hans yngre landsmand er i lige nu – de spiller endda samme position.

COLLEGE-OPLEVELSEN HAR I DAG taget en positiv drejning for Magnus Møller. Han beskriver det selv som den bedste beslutning, han nogensinde har truffet, og fremhæver specielt én oplevelse, der gør det alle anstrengelserne værd:

”Da vi spillede på hjemmebane mod Iowa på et udsolgt stadion, endte kampen med at tage så lang tid, at det blev til en sen aftenkamp. Jeg tror, kampen endte 9-6, hvilket er en meget lav score i amerikansk fodbold. Vi frøs helt vildt på sidelinjen, mens vores forsvar var på banen, da en fra holdet tacklede bolden ud af hænderne på deres quarterback. Vi scorede et utrolig langt field goal (sparket mellem målstængerne, red.) i det sidste minut og vandt kampen. Jeg har aldrig hørt et stadion lave så meget larm, som de 65.000 mennesker gjorde der. Vi, der stod på sidelinjen, stormede banen, og det var ren eufori. Der gav det hele virkelig mening.”

Aftener som denne isnende kolde af slagsen er dem, han husker tilbage på, når den tidlige morgentræning trækker tænder ud, og de giver ham også mod på at gøre noget meget udansk: at råbe højt om sin selvtillid og ambitioner.

”Det, jeg arbejder for hver eneste dag, er at komme i NFL, og med tiden vil jeg være den bedste spiller nogensinde på min position. Det, tror jeg også på, kan lade sig gøre, for jeg ved godt, jeg har noget særligt i forhold til andre i min fysik, og så har jeg udviklet mig helt enormt som football-spiller og som menneske, siden jeg flyttede herover.”

Det gik op for ham, at han havde et særligt talent, da han som ungdomsspiller rykkede op på det vejlensiske Triangle Razorbacks’ førstehold som 18-årig. Samtidig begyndte den danske landstræner at ringe efter ham, og han indså, at det kunne blive til noget, det her amerikansk fodbold, som han egentlig bare startede med at spille, fordi hans storebror gjorde det. 

Men sportsgrenen, Magnus Møller har forelsket sig i, er notorisk kendt for skader, som giver varige mén på hoved og krop. Den risiko, han løber, er han heller ikke blind over for, fordi en karriere i NFL er kort, og du skal også kunne leve af dit hoved, efter hjelmen er lagt på hylden.

”Jeg har visse bekymringer ved at dyrke så voldsom en sport, men jeg er samtidig omgivet af den bedste lægestab, der findes. Kulturen er helt sikkert hård, men hvis du har fået en hjernerystelse, er der ingen, der tvinger dig tilbage på banen, før du er klar til det. Og det er kun mit hoved, jeg er bange for, jeg er ikke nervøs for at få gigt i min ankler, fordi jeg forstuver dem nu. Men det er også godt at være som høj som mig, for så har dine modstandere længere op til dit hoved.”

Lige nu er hans fokus ikke desto mindre ensporet på sporten. Det kalder han selv en velsignelse og en forbandelse (eller rettere: ”a blessing and a curse” med den svage amerikanske accent, han allerede har tillusket sig), fordi det hele giver mening, når spilletiden og sejrene vælter ind over den unge dansker. Historien er en anden i nedgangsperioder.

”Jeg bruger mellem otte og ni timer på træningsanlægget hver dag med møder, holdtræning, styrketræning og alt sådan noget. Derfor er det hårdest, når det går dårligt med sporten. Hvis jeg kommer hjem og har haft en dårlig træning eller har spillet en dårlig kamp, så begynder dominobrikkerne at falde, og jeg tvivler på mig selv. Heldigvis er der en træning igen dagen efter og en kamp igen lige rundt om hjørnet, og det er der, jeg lægger alt mit fokus lige nu. For jeg vil blive god nok til at nå det næste skridt.”

I amerikansk fodbold er der kun ét næste skridt efter collegekarrieren. Det hedder NFL. Men først venter tre år mere i Illinois, inden han håber at blive valgt i draften (den årlige begivenhed, hvor holdene vælger blandt de bedste unge talenter) til at spille i verdens bedste football-liga.